Cart 0

Tillykke! Du har opnået fri fragt Du er 999,00 kr fra gratis levering.

Er det en gave?
Subtotal

Shipping, taxes, and discount codes are calculated at checkout
Hvordan sikrer jeg mig, at jeg sidder optimalt på cyklen?

Hvordan sikrer jeg mig, at jeg sidder optimalt på cyklen?

Siden du er landet i en 2ned-artikel, skulle man tro, at det første, vi ville nævne, var en god pude. Sandheden er dog, at det langt fra er det vigtigste. Det altafgørende – og det sted, du bør starte – er faktisk din cykelindstilling. 

Tænk over det: Din krop er unik. Så hvor stor er sandsynligheden for, at netop din cykels standardindstilling passer perfekt til dig? Svaret er enkelt – det gør den sjældent. Og det er ikke bare et spørgsmål om komfort, men også om at undgå skader. 

Min egen åbenbaring kom for nogle år siden, da jeg udviklede et klassisk løberknæ. Ironisk nok, mens jeg trænede på cyklen. Hver eneste tråd gjorde ondt, og til sidst måtte jeg helt stoppe. Fysioterapi og kiropraktik hjalp ikke – og i ren frustration bookede jeg et bikefit hos Thomas Bundgaard, som mange kalder Danmarks bedste. 

På to timer havde han ikke fikset mit knæ – men han havde flyttet belastningen, som han forklarede. Og det gjorde i den grad underværker! Resultatet var, at jeg kunne cykle smertefrit hjem. Ikke nok med det – jeg kunne genoptage min træning fra det øjeblik. 
Det var ret utroligt: Det føltes, som om jeg havde fået en helt ny cykel – skræddersyet til mig og min krop. 

En god pude er stadig vigtig. Især på de længere ture. Men lige der føltes det som om, at jeg kunne cykle helt uden. Den dag oplevede jeg, hvad det vil sige at sidde korrekt på cyklen. Det ændrede hele min oplevelse. Komforten kom ikke kun fra udstyret – den kom fra positionen. 

Derfor er jeg heller ikke for fin til at anbefale bikefit, hver gang nogen spørger mig, hvorfor de ikke sidder godt. Om du vælger Bundgaard, Mads Christensen, Mads Frank eller prøver med en app, er mindre vigtigt. Det vigtige er, at du tager stilling til din position. 

Når først dét er på plads, giver det til gengæld mening at begynde at stille krav til puden i dine bibs.  

 

Bikefit – det siger forskningen

Det er ikke bare anekdoter som min egen, der peger på vigtigheden af bikefit. Forskning og erfaring fra professionelle miljøer underbygger det samme: små justeringer kan føre til store forbedringer – både i komfort, præstation og forebyggelse af skader. 

En undersøgelse fra International Journal of Sports Physical Therapy viste, at korrekt bikefit markant reducerede smerter i knæ, nakke og lænd hos motionsryttere. I gennemsnit oplevede deltagerne 54 % færre smerter efter et individuelt tilpasset fit. Det samme billede går igen hos både elite og bredde. 

Et godt bikefit handler ikke kun om millimetre – det handler om at flytte belastning væk fra svage led og over på stærke muskelgrupper. Det kan betyde justering af sadelhøjde, saddelvinkel, cleats, styrposition eller endda kranklængde. Alt sammen noget, der kan være umuligt at gætte sig til – men som en erfaren fitter hurtigt spotter. 

En ofte overset, men afgørende del af ligningen er sadlen. Ikke bare højden og vinklen – men selve formen og bredden på sadlen i forhold til din anatomi. Det er dine siddepuder (siddeknoglerne), der skal bære vægten, ikke det bløde væv midt imellem. Er sadlen for smal, for bred, for hård eller har den en forkert kurvatur, kan det forplante sig som ubehag eller følelsesløshed – og i værste fald give skader over tid. 

Det rigtige valg af saddel kan gøre forskellen mellem en tur, du nyder, og én, du bare skal igennem. Et bikefit inkluderer ofte en måling af din bækkenbredde og vurdering af din fleksibilitet, hvilket er nøglen til at vælge en saddel, der faktisk matcher din krop – og ikke bare ser hurtig ud. 

For dig som ny eller let øvet rytter er det måske ikke det første, du tænker på. Men et godt bikefit gør alt andet lettere: længere ture, bedre restitution og mere lyst til at cykle. Det bliver sjovere at være i sadlen – og dét er i sidste ende det vigtigste. 

 

Forskellen mellem noget, der “fungerer”, og noget, der føles rigtigt

Når din position på cyklen er i orden, kommer pudens rolle for alvor til sin ret. Det er her, du mærker forskellen mellem noget, der bare “fungerer”, og noget, der føles rigtigt – kilometer efter kilometer. 

En god cykelpude er ikke blot én type skum, men en flere-lags konstruktion, hvor hvert lag tjener sit eget formål: ét lag skal fordele trykket, ét andet absorberer stød og vibrationer, mens de ydre lag sørger for åndbarhed og fugttransport. Jo længere du sidder i sadlen, jo mere afhænger din komfort af, at puden kan levere på alle disse parametre – samtidig. 

Den rette pude skal også passe til din krop og din kørestil. En aggressiv landevejsposition stiller andre krav end lange gravel-ture. Nogle ryttere har brug for mere tykkelse og støddæmpning, andre for lavere profil og tæt kontakt med sadlen.  

Men selv den mest avancerede pude kan ikke gøre arbejdet alene. Den skal holdes korrekt på plads – og det kræver den rigtige kombination af stof, kompression og konstruktion. Hvis stoffet omkring puden er for løst, glider den. Hvis der mangler stretch, hæmmer det bevægelsen. En velfungerende bib shorts skal balancere det hele: støtte, fleksibilitet og stabilitet – uden at tage opmærksomheden fra selve cykelturen. 

Og så er der én ting, som ikke kan siges tydeligt nok: 
UNISEX BIB SHORTS ER ALDRIG LØSNINGEN! 
Kvinders og mænds anatomi er vidt forskellig – især når det gælder bækken, hoftestruktur og placeringen af siddeknogler. En pude, der er skabt til en mandekrop, vil sjældent støtte korrekt under en kvindekrop – og omvendt. Det handler ikke om farver eller branding. Det handler om funktion, komfort og skadesforebyggelse. Hvis du er i tvivl, så spørg efter en kønsspecifik løsning næste gang du investerer i et par bib shorts. 

Flere producenter – blandt andet vores italienske specialister som Dolomiti Pads – arbejder i dag målrettet med at udvikle puder, der tager hensyn til netop det her. Det er heldigvis blevet en højere prioritet i branchen, og det mærker man som rytter. 

For i sidste ende handler det ikke om, hvilken pude du vælger – men om at du vælger den rigtige. 

 

Når valget skal træffes

At vælge den rigtige pude kan virke som en lille beslutning – men det er ofte den, der afgør, om du glæder dig til næste tur, eller frygter den. 

Hos 2ned arbejder vi med to forskellige puder i vores bib shorts – begge udviklet i samarbejde med Dolomiti Pads og tilpasset henholdsvis kvinde- og mandekroppen. Den ene er mere minimalistisk og tæt på kroppen. Den anden har en højere volumen og lidt ekstra beskyttelse – især til de længere eller mere ujævne ture. Men hvad der føles bedst, afhænger af dig. 

Derfor er du altid velkommen til at komme forbi vores showroom, skrive til os eller ringe, hvis du har brug for sparring omkring, hvilken type pude og bib shorts der passer bedst til netop din krop og dine behov. 

Vi sidder klar.